Tortelloni

Velgørende mad

 

Morgencafé for Hjemløse har indkøbt en food truck, der på sigt skal fungere som jobtræningsbane for unge hjemløse. Formålet er, at de kommer tættere på arbejdsmarkedet og dermed kan gå en god voksentilværelse i møde.

En yderligere gevinst ved food trucken er, at overskuddet går ubeskåret til Københavns hjemløse og socialt udsatte i værestedet Morgencafé for Hjemløse.

I sommerhalvåret er food trucken på gaden til festivaler og loppemarkeder. Og i vinterhalvåret er det muligt at booke os til catering eller pastaworkshops til firmaarrangementer og lignende. 

Hvis du vil vide mere, kan du kontakte projektleder Therese Würtz Hansen på telefon 25 33 26 86 eller på e-mail madbil@morgencafeen.dk 

Følg os på vores Instagram

 

BINDELEDDET

Hjælp til unge hjemløse

 

Projekt Bindeleddet hjælper unge hjemløse i den svære overgang fra gade til hjem. Fagligt stærke, frivillige mentorer styrker den unges tro på sig selv og skaber nye positive netværk. Forhindringer bliver identificeret, de færdigheder, der kræves for at klare sig i eget hjem, bliver styrket, og den unge bliver hjulpet til at hjælpe sig selv.

 

Hvis du vil vide mere, kan du kontakte projektleder Rune Utzon-Frank på: rune@morgencafeen.dk

Se mere på vores website

Eller på vores Facebook

Grønlandske kvinder

Grønlandske kvinder hjælper hinanden til et bedre liv

Grønlandske kvinder får hjælp til selvhjælp

 

Mange af Morgencafé for Hjemløses daglige brugere kommer oprindeligt fra Grønland, og herunder er der en særligt udsat gruppe, som omfatter grønlandske kvinder. Det er kvinder, som bl.a. har været udsat for misbrug og vold, og som er taget til Danmark i håbet om en bedre tilværelse.

Morgencafé for Hjemløse har derfor i samarbejde med den socialøkonomiske virksomhed etgodtlivNU opstartet et projekt for grønlandske kvinder, der har til formål at hjælpe kvinderne til at få et bedre liv. Projektets styrke er, at den tager Tilværelsespsykologien i anvendelse, da den med dens fokus på små succesoplevelser formår at imødekomme de mange problemstillingers store kompleksitet.

 

GørenforskelNU.dk

Gør en forskel NU

Fysioterapeutbehandling til gadens folk

GørenforskelNU er et team af behandlere, der har samlet sig om ét mål – at øge livskvaliteten blandt de hjemløse i Danmark. Som behandlingsteam tilbyder de frivilligt at behandle hjemløse for de samme fysiske gener, som vi alle oplever i hverdagen. Det handler om at hjælpe mennesker, der ikke har ressourcerne til at få hjælp andre steder. Det handler om at gøre en forskel med de kvalifikationer, de har, hvor der er brug for det.

GørenforskelNU samarbejder med Morgencafé for Hjemløse, så de hjemløse kan behandles der, hvor de har vante rammer. 

 

Retshjælp

Hjemløse retshjælp

Retshjælp i Morgencafé for Hjemløse

En gang om ugen kommer Frelsens Hærs gælds- og retshjælp forbi Morgencafé for Hjemløse. Som hjemløs oplever man meget på gaden, man ser mange ting og der kan opstå mange kontroverser. Problemer med økonomien er også et velkendt problem blandt gadens hjemløse. Det er derfor oftest økonomiske spørgsmål eller politisager, der behandles i Morgencaféens lokaler. 

Læringsspil om hjemløshed

Brætspil om hjemløshed

Et læringsspil til elever om hjemløshed

Hjemløsespillet er et læringsbrætspil, der giver folkeskoleelever et indblik i livet som hjemløs. Når man spiller spillet, får man indblik i de udfordringer, der opstår, når man lever på gaden. Spillerne bliver stillet over for en lang række dilemmaer, som hjemløse kommer ud for i dagligdagen, og deres valg har konsekvenser.

Spillet er målrettet skoleklasserne og samfundsfagstimerne, men kan også spilles i hjemmet. Spillet har været under udvikling i lang tid, og begyndte som et fem minutters rollespil, hvor man selv skulle agere brik i spillet. Rollespillet blev udviklet i forbindelse med Giv Din Hånds tilstedeværelse på Roskilde Festival i 2011.

Gravplads for gadens folk

Gravplads for gadens folk

Gravplads for gadens folk på Assistens Kirkegården blev en realitet i efteråret 2013.

Projektet blev skabt i samarbejde mellem foreningen Giv Din Hånd, Københavns Domkirke/Vor Frue Kirke, kunstneren Leif Sylvester, Himmelblåfonden samt Københavns Kommune. Gravpladsen ligger på et areal på 75 kvm på As­sistens Kirkegård i København.

Om projektet siger Michael Espensen, initiativtager og daglig leder: "Mens de lever, er gadens folk ofte alene og har ikke så mange relationer til deres familie. Til gengæld har de et tilhørsforhold til andre, der lever på gaden. Det er derfor fantastisk, at de nu får deres eget sted, hvor de både kan blive begravet samt mødes og mindes deres kammerater."

Udvalgte artikler: Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten og DR.

 

Se indslaget på tv2 Lorry - 9.45 minutter inde i udsendelsen

Grønlandsk Madklub - Kalaallit Illuutaat

 

Hver måned serveres der grønlandske lækkerier i Morgencafé for Hjemløse bl.a. moskusokse og fiskesupper. Mange af Morgencaféens brugere kommer oprindeligt fra Grønland, og den grønlandske madklub er meget velbesøgt. Stemningen er altid i top, og brugerne bidrager med gode opskrifter og madlavningen.

Biograf i Morgencafé for hjemløse

Biograf i Morgencaféen

En kort pause fra hverdagens problemer

Projektet Hjem-Bio havde premiere mandag d. 29. april 2013, hvor der blev vist Fjeldgængeren (1956) med Poul Reichardt. Der var opstillet popcornmaskine til fri afbenyttelse. Hjem-Bio er blevet en månedlig begivenhed, som i forbindelse med Morgencaféens tilbud viser forskellige film, når den varme mad er blevet serveret.

Biografen er oprettet af en gruppe studerende på Roskilde Universitet i forbindelse med et bachelorprojekt. Efter endt projekt har frivillige i Morgencafé for Hjemløse kørt biografen videre.

 

Festivalsoveposer til alle landets hjemløse

Soveposeindsamling på festivaler

One man's trash, another man's treasure

Hvert eneste år efterlader landets festivalgæster soveposer, liggeunderlag og andet ”skrald” på festivalernes campingområder. Ting, der ikke er brug for, når musikken er stoppet, men som kan spille en afgørende rolle for gadens hjemløse. Giv Din Hånd har de seneste år indsamlet soveposer på festivaler i Danmark og distribueret dem videre til hjemløseorganisationer i landets største byer. De indsamlede sager har en enorm værdi for gadens folk i vinterhalvåret.